Anders Beck

Danmark i 101 år.

 

Sagt på en anden måde:

• Krig og grænsedragning mod Tyskland.
• Enevældets fald.
• Parlamentarisme.

 

Danmark er i dag et land omgivet af venner. Gennem lang tid har vi haft det held, at specielt vore skandinaviske naboer har været venligt stemt overfor os og overfor hinanden. England er vore traditionelle allierede. Efter afslutningen af 2. verdenskrig er også Tyskland blevet vore nære venner. Efter den store EU udvidelse i 2004, hvor EU kom til at bestå af 27 medlemsstater, må man anse grænsekrig i Europa for utænkelig.

Således har det altså ikke været altid.

I denne artikel vil jeg koncentrere mig om perioden 1848-1949. 101 vigtige år for Danmark.

 

Europas historie har været blodig og præget af krige. Specielt de store lande Tyskland, Frankrig og England har været involverede i voldsomme blodsudgydelser. Danmark har ligeledes været krigsførende med sine naboer.

Grænsedragningen mod Tyskland har været omgæret med stor nationalfølelse, og Sønderjyllands skæbne har i perioder været omskiftelig og uvis.

 

Siden 1400 tallet har den danske konge været hertug i Slesvig og i Holsten, hvilket ikke havde skabt større problemer gennem de mange år, selvom Holsten formelt var en del af Tyskland. Slesvig kan i grove træk beskrives som området mellem kongeåen og Eidern, og Holsten som området mellem Eidern og Elben.

Befolkningen i Holsten blev af Tyskland stillet i udsigt, at de skulle have en rådgivende repræsentation i Danmark, såfremt den danske konge fortsat skulle kunne forblive hertug i området.

I maj 1834 indførtes i Danmark loven om stænderforsamlinger, hvilket betød, at der blev nedsat rådgivende forsamlinger i Roskilde, Viborg samt i Slesvig og i Itzehoe.

Disse stænderforsamlinger var i virkeligheden de første tegn på, at der var ved at ske en demokratisk udvikling i Danmark. Udviklingen var præget af strømninger i flere dele af Europa. Stænderforsamlingerne havde ingen lovgivende magt, idet landets væsentligste lov fortsat var kongeloven af 1665. Men stænderforsamlingerne skulle have nye lovinitiativer tilsendt til kommentarer, og de kunne fremsætte forslag til ændringer.

Medlemmerne i stænderforsamlingerne var dels udpeget af kongen, men der var desuden godsejere, bønder og fremtrædende erhvervsdrivende fra de større købstæder.

Holsten havde meldt sig ind i det Tyske forbund, men området havde samtidig haft en fast opfattelse af samhørighed med Slesvig. Disse forhold gjorde, at der kom øget opmærksomhed omkring grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. I Danmark var den primære opfattelse, at grænsen passende kunne være svarende til floden Eidern. Det var ikke i tråd med ønskerne i Holsten, der på denne måde følte sig adskilt fra Slesvig. Konsekvensen af denne holdning var et ønske om, at grænsen skulle gå ved Kongeåen, hvilket den danske konge ikke kunne acceptere. Holstenerne fik assistance af Preussen. Konflikten var åbenbar. Den russiske zar blandede sig, og han bad preusserne om at forholde sig i ro. Der var imidlertid preussiske soldater helt oppe i Fredericia, men disse blev i juli1849 drevet tilbage af de danske soldater. I en kort periode var der nærmest våbenhvile, men tyskerne var fortsat besluttede på, at grænsen skulle længere mod nord, så i juli 1850 stod det helt store slag om den tysk-danske grænse. Slaget ved Isted. Isted ligger tæt ved Flensburg. 35.000 danske soldater var i kamp med 25.000 slesvig-holstenske soldater, og Danmark trak sig sejrrigt ud af kampen.

Konsekvensen var måske lidt ejendommelig, al den stund at selve grænsen var ved Kongeåen, men Slesvig og Holsten var under dansk overherredømme, men altså ikke en del af Danmark. Imidlertid fortsatte stænderforsamlingerne, således at områderne reelt blev regeret af disse samt af den danske konge.

D. 5. juni 1849 underskrev Frederik d. 7. så den danske grundlov, hvilket medførte, at enevælden i Danmark ikke længere eksisterede i sin tidligere form. Vi havde nu et konstitutionelt monarki.

I virkeligheden var det kongens far Christian d. 8., der startede udviklingen, som allerede var i gang flere steder i Europa. De enevældige herskeres tid var ved at ebbe ud, folket ville have medbestemmelse, og i øvrigt var Christian d. 8. klar over, at den oldenborgske slægt sang på sidste vers, og han fornemmede vel også Frederiks manglende interesse for politik. Frederik d. 7. var populær blandt folket, og måske reddede han formodentlig sit liv, ved at opgive sin enevældige magt.

I perioden efter treårskrigens afslutning foregik der en del diplomatisk aktivitet for at finde frem til en mere holdbar løsning i området slesvig-holsten. En fællesforfatning skulle omfatte Slesvig, Holsten og Lauenborg, men de to sidste var en del af det tyske forbund, og forksatede forfatningen. Den blev endeligt forkastet af det tyske forbund i 1858 for så vidt angik Holsten og Lauenborg. I 1863 underskrev Christian d. 9. Novemberforfatningen, der knyttede Slesvig tættere til Danmark, hvilket dog mødte kraftige protester fra Preussisk side. Det førte til den 2. slesvigske krig (krigen i 1864), hvor Danmark led nederlag, og grænsen mellem Danmark og Tyskland var hermed Kongeåen. Det skulle vise sig, at denne grænse holdt frem til 1920, uanset store folkelige protester.

I perioden 1914-18 var der krig i Europa. Det lykkedes Danmark at holde sig neutralt i denne krig.

Slesvig var imidlertid tysk, selvom der var store danske befolkningsgrupper i området. Tyskland tabte krigen, og set med danske øjne blev der indføjet en interessant passus i fredsaftalen: Der skulle afholdes en afstemning i Sønderjylland (Nordslesvig) om, hvor den dansk-tyske grænse skulle være.

En interessant udgang af krigen for et neutralt land.

Initiativet hertil stammede primært fra den amerikanske præsident Woodrow Wilson, om end Napoleon nogle år tidligere ved Pragfreden 1864 havde fremsat et tilsvarende forslag.

Slesvig blev delt i tre zoner, nemlig Zone 1, Nordslesvig ~ Sønderjylland. Zone 2, Mellemslesvig som omfattede arealet der mod nord blev begrænset af det,der siden hen (stort set) kom til at svare til grænsen mellem de to lande, og mod syd blev begrænset af en uregelmæssig linje fra ca.12 km. syd for Nibøl og til ca. halvvejs ud på Flesborg Fjords sydside, således at Flensborg lå i dette område. Endelig zone 3, der mod syd begrænsedes af floden Slien og en uregelmæssig linje fra Slesvig til Husum.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var denne zoneopdeling måske ret smart idet, der på forhånd var ret stor sikkerhed for at der i zone 1, ville blive flertal for at være dansk, og i zone 3 forventede man stort flertal for at tilhøre Tyskland. Den interessante del var den lille smalle zone 2.

Man kan sige, at begge lande vandt en sejr i denne sammenhæng.

Resultatet af afstemningerne blev, at der i zone 1 (10. februar 1920) var 75 % af de afgivne stemmer, der stemte for indlemmelse af zonen i Danmark.

I zone 2 (14. marts 1920) stemte 80 % for et tilhørsforhold til Tyskland.

I zone 3, blev der aldrig afholdt afstemning.

Således blev Sønderjylland genforenet med Danmark, og Tyskland fik lov til at beholde Flensborg, og freden sænkede sig for en periode mellem Danmark og Tyskland.

Imidlertid var der uro internt i Danmark. De borgerlige partier Venstre og Konservative mente, at afstemningen i zone 2, havde været problematisk idet folk, der ikke boede i området men blot boede der pro forma havde fået stemmeret i området. Socialdemokraterne og De Radikale ønskede ikke at gøre yderligere. De borgerlige partier og nogle stærke kræfter i erhvervslivet pressede efterfølgende kongen til at gribe ind. Kongen ville have Zahle (Radikal statsminister) til at udskrive nyvalg, således at et nyt flertal eventuelt kunne følge den borgerlige stømning. Det ville Zahle ikke, hvorefter kongen afskedigede Zahle.

Her skal man huske, at i perioden efter grundlovens vedtagelse, havde kongen indsat den regering, som han ønskede frem til parlamentarismens indførelse i 1901, hvor en grundlovsændring medførte, at en dannet regering ikke måtte have et flertal imod sig. Det var derfor en tvivlsom beslutning, at kongen afskedigede Zahle, al den stund, at Radikale og Socialdemokratiet havde 72 ud af Folketingets 140 pladser.

Kongen udnævnte ikke dest mindre Otto Liebe til statsminister. Han var ikke folketingspolitiker men kendt højreorienteret jurist.

Denne regering holdt kun i en måned, idet kongen atter afskedigede regeringen, og indsatte Michael Petersen Friis som statsminister. Han var heller ikke politiker men en konservativt indstillet embedsmand. Hans regering holdt ligeledes kun i en måned, hvorefter den selv valgte at gå af, – der blev afholdt nyvalg, og Niels Thomasius Neergaard fra Venstre blev herefter statsminister.

Man talte i denne periode om påskekrisen. Der er ikke efterfølgende blevet fulgt op på kongens (Christian d. 10.) rolle, men kongens adfærd var ikke i overensstemmelse med den gældende grundlov.

Den 9. april 1940 gik det så galt igen, da Danmark blev besat af tyskerne. Jeg skal ikke i denne sammenhæng fordybe mig i krigens forløb, men da krigen blev afsluttet, var der en del borgere syd for grænsen, der gerne ville være danske, og der var en del, der ønske Sydslesvig tilbage til Danmark. De fleste danske politikere inklusive statsminister Vilhelm Buhl (Socialdemokratiet) udtalte, at grænsen ligger fast. Hans holdning var i overensstemmelse med flertallet i Folketinget. I 1947 var Vilhelm Buhl blevt afløst af venstres Knud Kristensen, der atter bragte usikkerhed om grænsedragningen, idet han på den ene side fastholdt, at grænsen ligger fast, men at har rent privat mente, at målet måtte være, at Danmark atter fik indlemmet Sydslesvig, således at grænsen gik ved Eidern. Det var ikke acceptabelt, at landets statsminister sagde et og mente noget andet. Det fremkaldte et mistillidsvotum og nyvalg, og d. 13. november 1947 blev Hans Hedtoft (Socialdemokratiet) statsminister. Venstre gik frem men Knud Kristensen havde ikke støtte for sit synspunkt, og i 1949 forlod han dansk politik – formodentlig som den sidste tilhænger af et Danmark til Eidern.