Grundtvig

Nikolai Frederik Severin Grundtvig. (8.9.1783-2.9.1872)

Det er en af Danmarks helt store sønner denne artikel handler om.

Grundtvig blev født 8. september 1783 i Udby. Hvor ligger Udby? Udby ligger på Sydsjælland, 500 meter vest for det sted hvor den tidligere hovedvej 2 krydses af den senere anlagte sydmotorvej. Udby ligger 5-6 km. syd for Bårse Runddel og ca. 10 km. stik sydvest for Præstø. Her var hans far præst i den lille sognekirke. Johan Grundtvig og Catherine Marie Grundtvig havde 5 børn, hvoraf Nikolai var den yngste. Nikolais liv skulle senere vise sig at blive en løsrivelse fra faderens meget fromme kristendomsdyrkelse og desuden en løsrivelse fra tidens strenge skoletradition, hvor børnene skulle lære udenad frem for at forstå; desuden vendte Nikolai sig imod den korporlige afstraffelse af børnene.

Som 9-årig blev han sendt til Thyregod 35 km. vest for Horsens og ca. 5 km. syd for Nr. Snede. Han skulle forberedes til undervisningen på Aarhus Katedralskole. Som 15-årig blev han så konfirmeret i Thyregod Kirke. Der er i kirken en mindetavle, der stolt beretter, at:

 

I denne kirke

bekræftede salmedigteren

NFS Grundtvig

sin daabspagt 15 april 1798

 

Når din vej falder forbi Thyregod, så aflæg kirken et besøg.

Som 19-årig blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet, og nu var han blevet optaget af tidens religiøse, kulturelle og politiske strømninger. Et par år senere blev han huslærer på Egeløkke på Langeland, ca. 10 nord for Rudkøbing. Der har været travlt i den unge kandidats hoved. Han var på dette tidspunkt i færd med den religiøse erkendelse, og han var blevet grebet af romantikken, der blomstrede op i tiden efter den franske revolution i 1789. Dette er i sig selv en omfattende interesse, men den unge mand blev desuden forelsket i herregårdsfruen Constance de Steensen Leth. Hun var ung, hun var 6 år ældre end Nikolai, hun var adelig, og en sådan forbindelse var umulig og naiv. Senere vendte han tilbage til København og forsøgte sig som forfatter af historiske og religiøse værker, men fik ikke udgivet noget. Han var historielærer ved Scousboeske Institut. Imidlertid mødte han Adam Gottlob Oehlenschläger (14. november 177920. januar 1850), som havde succes som romantisk digter. Der er ingen tvivl om, at de to åndfulde unge mænd på dette tidspunkt var meget forskellige i deres opfattelse af åndslivet.

I maj 1811 drog han til hjemstavnen i det smukke Sydsjælland, hvor han var kapellan hos faderen, men han savnede de åndelige udfordringer i København. Faderen døde i 1813, og Nikolai skrev atter historiske og religiøse værker, som kun i begrænset omfang blev trykt. I 1821 blev han så præst i Præstø. Embedet havde han i knapt 2 år, hvorefter han atter tog til København, og han fik embede i Vor Frelsers Kirke i 1822. Han tog i denne tid del i den almindelige debat om historiske og i særdeleshed religiøse emner, og han kommenterede flittigt, hvad der ”på bjerget” var den accepterede udlægning. Således kom han i konflikt med Henrik Nicolai Clausen (1793-1877), der var teolog og politiker og professor i religion ved Københavns Universitet 1822-1874. Clausen havde i 1825 udsendt Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, som Grundtvig reagerede på ved at udsende Kirkens Gienmæle. H.N. Clausen anlagde injuriesag mod Grundtvig, hvilket medførte at Grundtvig blev idømt censur, hvilket var et voldsomt slag for en af frontkæmperne for menneskets frihedsrettigheder. Censuren blev dog senere ophævet. Grundtvig oplevede det paradoks, at striden med H.N. Clausen medførte, at der i befolkningen udvikledes en vis anerkendelse af, at den pietistiske kristendomsopfattelse udmærket kunne have et modstykke, nemlig det mere menneskekære.

Forholdet mellem mennesket og kristendommen, havde hos Grundtvig udviklet sig til en dyb forståelse for det menneskelige reaktionsmønster i relation til troen. Grundtvig udtrykte det på sin egen måde i disse strofer, der delte befolkningen:

Menneske først og kristen så, det er et hovedstykke,
kristendom vi for intet få, det er den pure lykke,
men lykke, som kun times den,
der alt i grunden er Guds ven
af sandheds ædle stamme!

Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være
åbne sit øre for sandheds ord, og unde Gud sin ære;
er kristendom da sandheds sag
om kristen ej han er i dag
han bliver det i morgen!

Sådan! Vi skal være mennesker. Derfor kan vi jo også godt være kristne, det er en lykke at være kristen, men vi skal bestræbe os på, at være mennesker, vi skal efterleve de kristne værdier. Den, der ikke er kristen i dag – han bliver det jo nok i morgen.

Imidlertid havde striden mod det etablerede kristendomssyn påvirket Grundtvig, og han forlod embedet i Vor Frelser Kirke, og han var uden embede i ca. 13 år. I denne periode var dog en ivrig debattør og salmeskriver. Han opnåede atter embede i 1839, nemlig i Vartov i København.
Den franske revolution i 1789, hvor den jævne befolkning gjorde op med den politiske elite, havde haft konsekvenser rundt om i Europa. Enevældet stod for fald. Således også i Danmark, hvor der siden 1660 havde eksisteret en enevældig kongemagt, indført af Christian den 3. Da Christian d. 8. døde, og hans søn Frederik d. 7. blev konge, viste det sig, at han ikke var så interesseret i hvervet, og klogelig nok iværksatte han (måske for at undgå det, der var værre) et arbejde med at få indført et parlamentarisk folkestyre. En grundlovsgivende forsamling blev sammensat, og i denne forsamling fik Grundtvig plads sammen med højrepolitikere, bondevenner og nationalliberale. Grundloven blev underskrevet af Frederik d. 7. den 5. juni 1849.

Grundtvigs respekt overfor det jævne menneske, der tidligere var holdt i mørk uvidenhed, resulterede ligeledes i ønsket om at forbedre skolen, så den fik et egentligt uddannende indhold. Tanken var, at skolen skulle være oplysende gennem anvendelsen af det levende ord, altså samtale mellem lærer og elever. Skolen skal se eleven som et helt menneske og gøre sit arbejde ud fra denne opfattelse. I dag er vel ingen i tvivl om, at sådan skal det være, anderledes var det i midten af 1800-tallet.
Ved etableringen af en lille skole i landsbyen Sjolte i Sydsjælland d. 25. juli 1856 skrev Grundtvig, hvad der vidnede om et betydeligt fremsyn:

“Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde,
langt mere værdt end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende;
trods mørkets harme i strålearme af lys og varme er lykken klar.”

Hvad solskin er for den sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde. Tænk lidt over formuleringen!

Tanken om folkelige skoler var født noget tidligere, da Grundtvig ville etablere en skole for den almindelige borger. Det kaldtes senere for ’Sorø-projektet’ men blev ikke realiseret dengang. I november 1844 blev der dog etableret en folkehøjskole i Rødding. Dette lod sig gøre med betydelig engagement fra befolkningen i området, der gerne så, at dansk kultur og historie blev tilgodeset.

I 1811 mødte Grundtvig Elisabeth Blicher (Lise), og på sin fødselsdag d. 8. september frier han til hende. De blev gift 12. august 1818, men Lise døde i 14. januar1851. Den sidste del af ægteskabet var ikke så lykkeligt. Om de to elskede hinanden er tvivlsomt. Grundtvig omtaler Lise som tungsindig. Allerede 25. oktober 1851 giftede han sig igen. Denne gang med Marie Toft, som han havde sværmet lidt for, også mens Lise levede. Marie var en stærk kvinde. Enke efter Harald Toft, der efterlod hende godset Rønnebæksholm ved Næstved. D. 15. maj 1855 i en alder af 72 år bliver Grundtvig atter far, idet Maria føder en søn. Maria døde imidlertid to måneder senere i en alder af 41 år. De fik kun tre år sammen. Grundtvig havde været meget forelsket i Marie. Hun havde ladet opføre et lille lysthus, som hun kaldte ’venlighed’ i parken på Rønnebæksholm. Et lille hus med et par rum og tagterrasse samt et tårn. Her kunne Grundtvig sidde og lade sig inspirere. Hvis man besøger Rønnebæksholm, hvor Næstved Kommune har et kunstmuseum, kan man arrangere, at få lov at komme ind i ’venlighed’. De 3½ år med Maria var lykkelige år for dem begge, og Grundtvigs sorg var stor, da Maria døde.  

To år senere blev han atter gift. Den tredje hustru var Asta Adelheid Reedtz, som var 32 år. Grundtvig var blevet 75 år! Parret fik en datter, og dette ægteskab synes at være lykkeligt. Grundtvig beskriver sine tre hustruer således: Søsterlig var min første viv (Lise), Moderlig var min anden viv (Maria), Datterlig var min tredje viv (Asta).

Grundtvigs psyke har været labil. Som ung mand i 1810-11, altså som 27 årig, vides det, at hans mor, som han elskede højt, irettesatte ham, hvilket gav ham sjælekvaler, som i starten manifesterede sig i form af diffuse smerter i hoved og tænder, og som hensætter ham i passivitet i nogle måneder. Han vælger at drage til Udby. Rejsen foregik til fods, hvilket svarer til omkring 100 kilometer. Vejen gik langs Sjællands østkyst, langs Køge Bugt, tværs over Stevns mod Fakse og med retning mod Præstø og Udby. Lidt syd for Fakse lå Vindbyholt kro, en smuk gammel kro, der brændte i 1992. Som en lille sidebemærkning, kan jeg fremføre, at kroen var ret berømt, og i lokalområdet var den kendt som ’Pigernes Kro’, lige før den brændte. Grundtvig overnattede på kroen i efteråret 1810, og her fik han et nervøst sammenbrud, hvor han følte, at han blev angrebet af Djævelen selv. Først omkring maj 1811 var han ved at være så rask, at han kunne genoptage sit normale liv igen.

I begyndelsen af 1844 i en alder af 61 fik Grundtvig atter en psykisk nedtur, måske på grund af et stort arbejdspres, – måske fordi han nu begyndte at føle, at ikke længere var en ung mand. Der gik næsten et halvt år, før han atter formåede at passe sit job.

Perioden frem til 1853 har været meget central for Grundtvig. Alle kendte til hans kolossale åndelige kapacitet, gennem etableringen af folkehøjskoler, hans deltagelse i den offentlige debat og hans enorme produktion som salmedigter, historieskriver og samfundsdebattør. Tidligere havde han været tilhænger af kongens enevældige magt, men han lod sig omvende af de folkelige protester, der førte til at Frederik d. 7. allerede d. 22.3.1848, altså ca. 2 måneder efter at han var blevet konge, lod sit ministerium gå af, og to senere udnævnte et nyt ministerium, der bestod af fremtrædende liberale og konservative mænd. Kongen meddelte i forbindelse med det ny ministeriums tiltrædelse, at hans rolle som konge skulle være mindre fremtrædende, og at han ville foretræde for statsrådet, når han blev indbudt. Set i lyset af for eksempel den franske revolution, har dette været en klog beslutning. Frederik d. 7. bevarede sin trone og frem for alt sit hoved.

Grundtvig blev indvalgt i en grundlovsgivende forsamling, men det fortælles, at han undlod at stemme ved grundlovens vedtagelse i maj 1949, fordi han mente, at den var for dårlig til, at han kunne stemme for, men også at den var for god til, at han kunne stemme imod. Som det vil være de fleste bekendt underskrev kongen loven d. 5. juni 1849.

Som du kan læse ovenfor, døde Lise i januar 1851, og du kan også læse, at Grundtvig allerede i oktober samme år giftede sig med Marie Toft. Det vakte nogen forargelse blandt mange Københavnere. Der er ingen tvivl om, at Grundtvig var meget forelsket i Marie. Han tilbragte en del tid i ’Venligheden’  i parken på Rønnebæksholm, og har fundet god inspiration her. Imidlertid var han desuden optaget af konflikten med Tyskland og spørgsmålet om grænsedragningen. Allerede i 1853 dannedes ’Den danske Forening’, som dog ikke har nogen forbindelse med ’Den danske Forening’, der blev dannet 18. marts 1987. Sidstnævnte er en nationalistisk forening, der er imod enhver form for indvandring til Danmark, hvorimod Grundtvig blev formand for en forening, der mere specifikt ville beskytte Danmark mod den tyske overmagt. Grundtvig blev formand i maj 1853, og en måned senere fik han sin tredje psykiske nedtur i form af en depression. Den var mild, men den gjorde, at han i knapt et halvt år stort set befandt sig i ’Venligheden’ eller prædikede i Vartov. En passiv livsform for en ellers meget aktiv mand. I juli 1854 døde Marie kort efter, at hun havde skænket Grundtvig en søn. Grundtvig var 70 – næsten 71, og tabet af Marie var hårdt for den gamle mand. Ikke desto mindre overvandt han tabet, trods sin labile psyke. I 1858 og i en alder af 75 blev han atter gift. Denne gang med Asta Adelheid Krag Juel Vind Frijs. Hun var 33! 2 år senere, hvor de to var henholdsvis 35 og 77 år, fik de så en datter.

Grundtvig havde nationalistiske synspunkter. Dels hans formandskab i ’Den danske Forening’, men han deltog aktivt i den folkelige bevægelse, der ønskede Danmark til Ejderen i kølvandet på sejren i krigen 1848-50. I 1864 blev der så krig, – en krig der gik dårligt set med danske øjne.

I 1867 fik Grundtvig så sit fjerde psykiske sygdomstilfælde. Muligvis var der tale om en maniodepressiv psykose, for det fortælles, at Grundtvig i flere uger var uhyre produktiv. Det var dog en svækket olding, der i de sidste år passede præstegerningen i Vartov. Knap en uge før sin 89 års fødselsdag udåndede landets vel nok største åndsperson.

Grundtvigs produktion synes uendelig, over 1500 salmer, nogle meget kendte og elskede, nogle tilegnede særlige kristne højtider. Desuden foredrag og prædikener i umålelige mængder, debatindlæg og breve til og om landets magthavere, politiske tanker. Derudover har Grundtvig haft et kolossalt overskud til også at skrive mængder af breve af privat karakter.

Grundtvigs tredje hustru Asta havde en tante, Clara Carlsen som var frue på Gammelkjøge gård. På åsen i en lille skov havde Clara ønsket, at hun kunne få lov, at blive begravet, når tiden kom. Tiden kom i 1852, da Clara var blot 30 år, og efter nogle forhandlinger lykkedes det at få den nødvendige tilladelse. Et lille areal blev indviet, og Clara blev begravet sammen med sin datter Anna, der kun blev 8 år. Senere blev Claras mand Hans begravet i samme gravkammer, og deres søn Jens blev ligeledes begravet på Claras kirkegård. Desuden ligger Hans Carlsens to søstre Fransiska og Marie, den Marie, som var Grundtvigs anden hustru, begravet her. Nogle vil måske undres over, at begge Maries mænd ligeledes ligger på Claras kirkegård. De to er Hans Toft og Nikolaj Frederik Severin Grundtvig.