Sandheden om svenskeren

De fleste kender sangen om den svenske konstabel fra Sverige. Sangen er ufuldkommen. Jeg bringer først den ufuldkomne, og efterfølgende den fuldkomne.

*****

Nu vil jeg indvie jer i 

 Historien om en Person, 

 en svensk Konstabel fra Sverrig, 

 som skød sig med en Kanon. 

   

 Han var lidt hidsig i Blodet, 

 for Resten god og reel; 

 nu havde han sat sig i ho’det, 

 at han vilde slaa sig ihjel. 

   

 Han tømte sin Brændevinsflaske 

 og smed den paa en Bastion, 

 saa krøb han med Sabel og Taske 

 paa Hovedet i en Kanon. 

   

 Cigaren, han havde i Munden, 

 til Lunte benyttede han, 

 thi da han var kommet til Bunden, 

 den tændte Kanonen an. 

   

 Men Bakkens- og Knebelsbarter 

 sved først den svenske Rad, 

 derpaa i tusinde Parter 

 Konstabelen splittedes ad. 

   

 En Finger blev fundet i Skagen, 

 et Øje og næsen ved Lund, 

 et dygtigt stykke af Bagen 

 neddumped i Øresund. 

   

 Fra Kronborg man det observerte, 

 det gav en stor Konfusion; 

 til Staden de telegraferte: 

 „En Sejler af ny konstruktion! 

   

 De alliertes Marine 

 ej mere behøves vil; 

 det er Lord Cochranes Maskine, 

 der styred ad Kronstadt til.” 

   

 Som Lemmerne, Bukser og Kjolen 

 blev spredt til Lands og til Vands; 

 en Bukseknap fandt man i Polen, 

 men den var nok slet inte hans. 

   

 Paa Prent har jeg læst det i „Tiden”; 

 men Sandheden simpel og nøgen 

 er, at det er længe siden, 

 saa længe, at det er Løgn. 

   

 Men Folk der paa Stedet beretter, 

 og det maa mærkes især, 

 han døde først Dagen derefter 

 af Mangel paa Luft og paa Vejr

*****

*****

Han sad ved den hjemlige arne

Og fik en akut depression

Og så kom han pludselig far’ne

Som skudt ud af en kanon

 

Hans trækprocent gav ham en dille

Den gjorde ham vred og konfus

Så skaffed’ han sig en promille

Men det var nu ingen fidus

 

Hans kildeskat gav ham lidt kvalme

Hans synes at bægeret var fyldt

Nu står de der med deres Palme

Så kan de få løn som forskyldt

 

Han havde en enkelt medalje

Fra slaget ved Quavildupur

Den åd han med guld og emalje

Og sa: “Det var Fa’en til glasur

 

Han nåede at kravle i røret

Før helt han af druk gik omkuld

Der lå han og grinede smørret

“Jeg tror s’gi kanonen var fuld!”

 

Der stod på kanonfundamentet

At affyring strengt var forbudt

“Vel er det imod reglementet”

Sa’ han, “men de finder mig s’gu’t!”

 

Og skuddet gik af med det samme

Og svenskerne sa: Fy for den.

Det har man for alle de dramme

Nu fik jeg et opstød igen

 

Kanonrøret gav sig i pine

Og endte som fuldkomment vrag

Blev solgt til den danske marine

Som bruger det den dag i dag

 

Og ekkoets sagte vibrato

Det blev registreret i Bruxelles

Der sa’ de: “Dem uden for NATO

Tilintetgør nærmest sig selv!”

 

Han glemte i farten at tisse

Man hørte han mumlede at

Det rørte ham faktisk en disse

Når bare kanonen var ladt

 

Han tænkte før han gik i coma

Men det var nu noget forkert:

“Jeg ender hos paven i Roma

For nu bli’r jeg kanonisert!”

 

Tre russere der var på utkig

Og sad i et tårn i Smolensk

De råbte: “Der kommer en sputnik

Og han er den undeme svensk!”

 

Men nede i Roms katakomber

Blev kæben med tænder og hud

Kasseret for dårlige plomber

For den så ukristelig ud

 

Da kanonen holdt op med at larme

Da hang som en spærreballon

Hans gas- og methanfyldte tarme

I omegnen af Avignon

 

Hans tunge forsvandt i det fjerrrrrne

Ved det bombastiske brrrrrrag

Den ligger og rrrrruller på rrrrrrrr’ne

På Hradcanypladsen i Prrrrrag

 

Og næsen blev set af en kordegn

Som skal til Avisen ha’ sagt

At næsen vist løb lidt i forvejen

Derfor var den næsten intakt

 

Hans tolvfingertarm og ventrikel

Røg helt ned i Maribo amt

Der kørte en mand på en cykel

Han væltede da han blev ramt

 

Den venstre og største testikel

Forvilded’ sig til Manchuriet

Der kørte en kvinde på cykel

Og pludselig blev hun gravid

 

Hans sabel som var fra Husquarna

Den kløved’ en hoppe i to

På fjeldet ved Mo-uti-Rana

Der går den som kløvhest endnu

 

Tre fingre – en lang og to korte

De landede i Springforbi

Og ramte et pianoforte

Som spilled': Du gamla, du fri

 

Den pige, som jvnf. Aakjære

Blev svag i den gule lupin

Blev ramt af hans sprængfyldte blære

Så det blev den rene ruin

 

Han støvle med masser af søm i

Den ramte en bærplukkers bag

Og den blev han temmelig øm i

Og blå-gul som svenskerens flag

 

To øre(r) faldt ned i Sahara

Og finderen blev så tilfreds

Han sa: “Dom vexlar vi bara

Til kurs ca. otte og tres!”

 

Hans lår og en del af hans mørbrad

Blev ædt af en sulten malaj

Som sa’ at Gu’ var han en skør rad

Men han var nu også lidt sej

 

En skinkebid faldt i grønærter

Men smagen var ganske normal

Det skyldtes ifølge eksperter

At svensken han er så neutral

 

Hans musculus recti constrictor

Med vinde til Vejle blev ført

Der sad der en dreng og hed Victor

Han følte sig ilde berørt

 

En platfod med en af hans sokker

Stak op i en grusgrav i Fræer

En bonde sa': “Det var som Pokker

Det ligner en svensk sanitær!”

 

I Blekinge, Halland og Skåne

Ja, helt op i Nordbottens len

Iagttog man svenskerens måne

Imens den gik ned over Hven

 

Han havde vistnok i sin lomme

Af slanter og småting en del

Ved nedslaget i Sønder Omme

Da var det kun skidt og kanel

 

Hans sølverbeslåede pibe

Som førhen han røkte med fryd

Røg ned i en skorsten i Nibe

Der fik den en helt anden lyd

 

Og milten røg over til Skotland

Og ramte en købmand i kilt

Han råbte: “Her har vi det godt mand

for her er i alle fald mil(d)t

 

Den flade kalot med kokarde

Den hvirvlede hvinende bort

Og sås af en oberst i Varde

Som laved’ en UFO-rapport

 

Og gartneren i Nørre Snede

Han sa: “Hvis jeg ikke ta’r fejl

Så står der nu i mine bede

En væmmelig nedgroet negl!”

 

Et medtaget øje blev fundet

I vandet ved Kalvebod strand

Betændelsen var vel forsvundet

Men det løb dog stadig i vand

 

De svedne kalsonger og koften

Blev set af en kone, som kvad

Denne her: “Der er noget i luften

Jeg ved ikke hvad der er hvad!”

 

En fløjte som nok var hans leutnants

Den skulle ha’ været retur

Den spiller nu op til Sct. Veitsdans

Til beataften ovre på Fur

 

En fisker, der sad i sin kutter

Mens havet var blankt som et spejl

Fik glæde af svenskerens prutter

For nu fik han vind i sit sejl

 

Men Mao sad med sine teser

“De svenske – hvad er de for no’en?

Enhver anstændig kineser

Kan affyres uden kanon!”

 

Kineseren var lidt betuttet

Og tænkte: “Det lyder som løgn

Hvis vi havde opfundet krudtet

Så havde vi skudt papegøjen!”

 

En fæstmø han havde fra Siljan

Som både var køn og hed Ruth

Hun måtte nu si’ til familjan:

“Konstabelen, han er forskudt!”

 

Og Roselil og hendes moder

Som sejled’ på Sundet mod nord

Fik resterne i deres hoveder

Så sad de og faldt overbord

 

I hurtigt roterende knive

Faldt svenskerens brækkede arm

Sådan blev den skåret i Skive

Uagtet den endte i Tarm

 

Ak, hvad man dog spilder sin ti’ på

Jeg undrer hvordan en person

Som vitterlig havde en ski’ på

Ku’ mav’ sig i en kanon

 

Til Clinton man telegraferte:

“En svensker har skudt sig i kvæld!”

Han svared: “Det er den forkerte

Men tak skal han ha’ likavel!”

 

Man skrev i de nylagte fliser

På stedet hvor svenskeren ‘dog’

“Her ligger den svenske of-ficer

Og det blev så hans nekrolog

 

Den krigsret, som så på hans færden

Og den var belæst og erfar’n

Slog fast for den undrende verden

At han havde røget cirar’n

 

Thi det blev bevist – og det passer

At dengang, da tændingen smak

Da tog han en ordentlig kradser

Og det var farvel og tobak

*****