Murens fald

Berlinmurens fald.

Europa

1914.06.28 – 1989.11.09

For en historisk interesseret er Europas historie i perioden 1914-1990 noget af en mundfuld. For de, der husker Murens fald i 1989, har netop denne begivenhed været, hvad man vil huske for evigt. Murens fald bør omtales i relation til tiden før den kolde krig, Anden Verdenskrig, Det tredje Rige, Weimarrepublikken og Første Verdenskrig.

Jeg vælger at starte med Mordet i Sarajevo, og jeg erkender, at det går hurtigt i starten, men denne artikel handler primært om den kolde krig – altså om tiden efter 2. Verdenskrig frem til og med Berlinmurens fald.

Europa i 1914.

Der var uro på Balkan. Serbien blev ledet af nationalister. Østrig-Ungarn følte sig truet af Serberne. Begge parter havde interesser i Bosnien-Herzegovina. Østrig-Ungarn var allieret med Tyskland. Frankrig var angst for sin grænse mod Tyskland, og var allieret med Rusland og England i det, der kaldtes ‘Tripleententen’.

D. 23. juni 1914 havde Østrig-Ungarn sendt Serbien 10 ultimative krav, der skulle styrke landenes sikkerhed.

D. 28. juni 1914 blev den østrigske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru myrdet af en serbisk nationalist Gavrillo Princip på åben gade.

Der blev erklæret krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien, og efterhånden meldte de to parters allierede sig for at deltage i krigen. Sammen med Ententen: Frankrig, Rusland, Serbien og England meldte Belgien, Rumænien, Italien og USA sig. Centralmagterne (triple alliancen) Tyskland og Østrig-Ungarn tabte krigen, der efterhånden havde udviklet sig til en overvejende Fransk-Tysk krig.

Det tyske kejserrige (det andet rige); (det første rige var det tysk-romerske rige i perioden 962-1806), blev til en republik, og landet mistede en del landområder. I Rusland var zaren blevet styrtet i 1917, og under ledelse af Lenin dannedes Sovjetunionen.

Tysklands nederlag var smertefuldt for tyskerne, og Versailles traktaten ansås for meget uretfærdig, men meningen var, at Tyskland aldrig mere skulle blive så stærkt, at det kunne true Europa og resten af verden.

Det nye Tyskland fik sin ny forfatning d. 1. august 1919 i Weimar. Deraf navnet Weimar-republikken. Weimarrepublikken bestod kun i 14 år, og var tæt på, hvad vi forstår ved et demokrati.

I oktober 1929 oplevede verden børskrakket på Wall Street i New York. Dette medførte arbejdsløshed, inflation og depression og pres på den svage tyske økonomi. Hvem kunne profitere af en sådan udvikling? Det kunne ‘den stærke mand’. National-Socialistiske-Deutsche-Arbeiter-Parteis leder var Adolf Hitler, en mand der gennem livet havde oplevet en række ydmygelser. Som barn fik han tæsk af faderen Alois. Da han flyttede hjemmefra gik det ham ikke særlig godt, han var fattig, ville være kunstner, men kunne ikke komme ind på akademiet. Under 1. verdenskrig var han korporal, og han følte (sammen med alt for mange, der senere støttede ham), at Tyskland var blevet ydmyget. Det skulle hævnes. Hitler gik ind i politik. Han havde oratoriske evner og var i stand til at få store menneskemængder til at lytte. Også når han løj, troede folk på ham, der var jo depression i landet. Allerede i 1924 kom Hitler i fængsel, efter et kupforsøg i München. Her skrev han ‘Mein Kampf’, hjulpet af Rudolf Hess. At han ikke kom langt med kupforsøg, medførte at han nu forsøgte på lovlig vis – gennem agitation – og repræsentation i parlamentet at vinde indflydelse. Det lykkedes i 1933, hvor præsident Paul von Hindenburg d. 30. januar udnævnte Hitler til rigskansler. Hitler benyttede sig af en række nødforordninger til at få sine egne folk indsat på indflydelsesrige poster. Han satte efterhånden demokratiet ud af funktion, Weimarrepublikken var død, og Hitler indførte Det Tredje Rige; et rent diktatur.

Det Tredje Rige varede til foråret 1945, da Englændere, Amerikanere og Franskmænd fra vest og Sovjetrussere fra øst nåede til Berlin, og Nazityskland fald fra hinanden. Tyskland havde atter tabt en verdenskrig. Sejrherrerne havde dog lært lektien. I stedet for at ydmyge Tyskland, som efter 1. Verdenskrig, hvor Tyskland blev pålagt uhyre krigsskadeerstatninger og blev pålagt voldsomme begrænsninger i sit fremtidige forsvar, lagde de nu planer for Tysklands fremtid og styrkede landet økonomisk. Og for at sikre freden blev Tyskland delt op i besættelseszoner: en fransk, en engelsk, en amerikansk og en sovjetisk. Byen Berlin lå som en ø inde i den sovjetiske besættelseszone. Også selve Berlin var delt op i besættelsessektorer.

Her skal man huske, at Sovjetunionen på den ene side og de tre vestallierede USA, England og Frankrig på den anden havde ret forskellige politiske opfattelser. Det er beundringsværdigt, at de kunne danne fælles front mod den fælles fjende, men da Nazityskland var faldet og fremtiden lå og ventede på sejrherrernes planer, så viste de grundlæggende forskelligheder sig. Tyskland blev delt op i besættelseszoner, men amerikansk, engelsk og fransk demokratisk og markedsorienteret tankegang var på alle måder forskellig fra sovjetisk-stalinistisk diktatur og planøkonomi. I den første tid var der tiltagende mistillid til hinanden, en mistillid der skulle vise sig at vare ved i mange år fremover. Dette er indledningen til, hvad man siden hen kaldte den kolde krig, og perioden indeholder en række kriser og krige rundt om på jorden, som jeg kort vil berøre i det følgende. Herefter vil jeg beskrive nogle begivenheder, der tilsammen medførte til et bedre øst-vest forhold og til den meget symbolske nedrivning af Berlinmuren.

Tyskland deles i to.

I løbet af de første år viste der sig meget store forskelle mellem besættelsesmagternes opfattelse af, hvorledes fremtiden skulle forme sig for Tyskland. Desuden var det ressourcekrævende at holde områderne besat, og det var de vestlige allierede, der efterhånden mente, at der burde oprettes en egentlig vesttysk stat. Efter forhandlinger mellem de tre besættelsesmagter, Tysklands nabolande samt repræsentanter fra de tyske delstater, blev Vesttyskland eller Bundesrepublik Deutschland en realitet d. 24. maj 1949. Sovjetunionen, der absolut havde forsvarsmæssige interesser i en række vasalstater, havde hermed fået legitimitet til at gøre deres besættelseszone til en selvstændig stat, hvilket blev en realitet 7. oktober 1949. Navnet Deutsche Demokratische Republik fik oprettet et socialistisk enhedsparti, efter sovjetisk forbillede. SED –  Sozialistische Einheitspartei Deutschlands fik en nærmest uindskrænket magt. Denne deling af Tyskland var indledningen til ‘den kolde krig’.

Den kolde krig.

I starten herskede der en vis forståelse de to blokke imellem, men det stod hurtigt klart, at det politiske grundsyn var så forskelligt, at der i virkeligheden var tale om en politisk magtkamp, der fandt sted i Tyskland, en politisk værdikamp mellem et kapitalistisk og et socialistisk grundsyn. Allerede 5. marts 1946 havde Winston Churchill set og omtalt udviklingen i Europa, da han i en tale i Westminster College, i Fulton, Missouri meddelte, at fra Stettin til Adriaterhavet havde et jerntæppe sænket sig over det europæiske kontinent. Det var første gang ordet ‘jerntæppe’ blev brugt, og den gode englænder henviste til Sovjetunionens magtdemonstration i Østeuropa. Da DDR var blevet en realitet, blev landets grænser mod vest stærkt bevogtet, desuden var grænsen mellem de sovjetiske interesseområder og resten af Europa blevet til uigennemtrængelige hindringer, hvis man ville rejse fra øst til vest. Set med sovjetiske øjne var der imidlertid et problem med byen Berlin. Berlin lå som en ø inde i DDR, men den vest-sydvestlige del af byen var delt i en amerikansk, en engelsk og en fransk sektor. Det betød, at DDR borgere relativt enkelt kunne tage fra den sovjetiske sektor til en af de vestlige sektorer og herfra til Vesteuropa. Det var præcist, hvad der skete. Et forsigtigt skøn vil vide, at ca. 1,8 millioner borgere forlod DDR på denne måde de første 10 år. Allerede i 1948 havde Sovjetunionen forsøgt at blokere hele Berlin fra omverdenen, hvilket dog resulterede i en gigantisk luftbro mellem de vestlige besættelseszoner og Vestberlin i perioden 24. juni 1948 og 11. maj 1949. I Tempelhof lufthavnen landede et forsyningsfly ca. hvert tredje minut for at forsyne Vestberlins 2,4 millioner indbyggere med daglige fornødenheder. Blokaden blev efterfølgende ophævet, og vej- og jernbane ruter blev etableret gennem DDR, som kunne anvendes som forbindelseskorridorer mellem Vestberlin og Vesttyskland. Da Sovjetunionen efterhånden ikke længere ville acceptere flugten af borgere fra øst mod vest, etablerede de, hvad de selv kaldte ‘Antifaschistischer Schutzwall’ – en grotesk betegnelse, der antydede, at regimet ville beskytte sine borgere mod indtrængen af indbyggere fra vest. Et ret absurd postulat fra et samfund, der led under, at egne borgere i voldsomt omfang forsøgte at forlade landet.

Berlinmuren.

I 1960 og 1961 forlod ca. 20.000 borgere DDR om måneden. Det var mere end Sovjetunionen ville acceptere. Flertallet af de flygtende var intellektuelle, og i august skete det så. Natten mellem d. 12. august og d. 13. august 1961 var militæret og folkepolitiet beordret til at bevogte overgangen mellem Østberlin og Vestberlin. Desuden blev der i starten rullet store pigtrådshegn ud. Sidenhen i tre niveauer fra selve grænsen og 150 meter inde på østtysk område. Efterfølgende byggedes en mur, der umuliggjorde passage fra øst til vest. Enkelte grænseovergange blev etableret, og disse blev strengt bevogtet.

I den første tid blev der gjort en masse flugtforsøg fra øst mod vest. Nogle steder var grænsen svarende til en husfacade, og her hoppede flere mennesker ud gennem vinduerne. Der er beskrevet bizarre optrin, hvor en østtysk soldat forsøger at holde en kvinde tilbage, mens hun hænger ud ad et vindue i et forsøg på at springe ned i et brandlagen.

Efterhånden blev selve muren bygget, og hele grænseområdet blev konstrueret, så flugt var næsten umulig. Foruden muren var der et område med pigtråd, en skråvæg, så biler ikke kunne køre igennem, store lysanlæg, så man ikke kunne skjule sig, der var bemandede vagttårne, vagthunde og der var selvudløsende miner. Grænsevagterne havde ordre til at skyde med skarpt. Til sidst var hele Vestberlin indkapslet bag ‘Muren’, så østtyskere ikke kunne komme derind – og i øvrigt kun kunne færdes i de østeuropæiske lande, der lå bag ‘jerntæppet’. Vestberlinerne protesterede over ordningen, men kunne ikke stille andet op end nogle let tilgængelige udsigtstårne på eget territorium, hvorfra den meninge vestberliner kunne se ind over muren.

Denne foranstaltning medførte naturligvis en række flugtforsøg, hvoraf nogle endte lykkeligt, andre endte sørgeligt. Fuldstændigt urimelige forhold var den umiddelbare konsekvens af murens oprettelse. I en millionby som Berlin har mange borgere tilfældigvis befundet sig langt fra eget hjem, så mange blev effektivt skilt fra familien. Selv børn, der havde besøgt bedsteforældre kom i klemme. Der skete dog en mindre udveksling af mindre børn i en tremåneders periode.

Blandt turister var ‘allied checkpoint Charlie’ det bedst kendte sted, hvorigennem man kunne passere mellem øst og vest. Det lå på Friedrichstrasse, og der er i dag et museum, hvor man kan se billeder fra tiden og også eksempler på fantasifulde forsøg på flugt.

Det virkede! Antallet, der flygtede til vesten faldt dramatisk. DDR opbyggede i perioden et ubegribeligt kontrolsystem af egne borgere. Stasi kaldtes personalet fra ministeriet for statssikkerhed (Staatssicherheit). Borgerne i DDR blev udspioneret nat og dag, og gader og stræder blev til stadighed overvåget.

Interesserede kan med fordel se filmen: “De Andres Liv” (Das Leben der Anderen), der beskriver hvorledes en stasiagent oplever systemet.

Man kan også tage en tur til Leipzig, hvor et stasi hovedkvarter nu er indrettet som museum, og stort set står urørt, som det stod, da det blev forladt.

Således fungerede DDR i cirka 40 år.

Den kolde krig medførte en række andre begivenheder, som jeg kort vil omtale.

 

Koreakrigen.

Koreakrigen var ligeledes en konsekvens af øst – vest konflikten. Tidligere var Korea et dynasti, men blevet besat af Japan i 1910.Da Japan kapitulerede tog Sovjetunionen den del af Korea, der lå nord for 38. breddegrad, og USA tog sig af den sydlige del. Korea blev delt i Nord- og Sydkorea med en kommunistisk – stalinistisk ledelse i nord og en markedsorienteret  ledelse i syd. Her gik Nordkorea dramatisk i 1950 i krig mod frænderne i syd, og fronten blev faktisk tvunget langt mod syd. Amerikansk hjælp til Sydkorea kom først efter en lang demokratisk proces mellem USA og FN – det var faktisk først, da præsident Truman slog i bordet, at der skete noget. General MacArthur udførte en genistreg, idet han gik i land fra kysten i et område, der således afskar nordkoreanernes forsyninger. 125.000 nordkoreanske soldater blev fanget, og fronten blev tvunget højt mod nord.  I 1953 gik krigen langsomt i stå med indgåelse af en våbenhvile samt med oprettelsen af en demilitariseret zone mellem de to lande. En fredsaftale er aldrig blevet underskrevet. DMZ betyder, at 2 km. på hver side af grænsen er uden militær eller civil aktivitet. På Sydkoreas side er der desuden etableret et ‘civil restricted area’, hvor man registreres med forevisning af pas, hvis man vil ind. For et par år siden vakte det opsigt, da de to landes ledere mødtes i grænsezonen. På selve grænsen ligger et mindre anlæg, hvor sådanne møder afholdes. Bygningen ligger på selve grænsen, og bordet, hvor der forhandles ved, har en sort stribe tværs over sig – svarende til selve grænsedragningen. Selve DMZ er helt øde, der er tale om et bakket område med lav bevoksning og vildt dyreliv. Nordkoreanerne har etableret flere tunneler med et areal på ca. 2 x 2 meter under DMZ. Disse tunneler kan tillade 30.000 bevæbnede soldaters passage pr. time. Tunnelerne er dog blevet opdaget, og der er blevet fyldt med beton svarende til selve grænsen. Tunnel nr. 3 er blevet en turistattraktion, og man kan komme ned i selve tunnelen og under DMZ til ca. 150 meter fra grænsen – altså under jordoverfladen.

 

NATO og WARSZAWAPAGTEN.

Belært af forskelle og ligheder landene imellem blev samarbejdet i Vesteuropa og USA og Canada mere intenst, og d. 4. april 1949 etableredes NATO. Ideen var ganske klar: Hvis et NATO land blev angrebet, ville alle lande være forpligtede til at deltage i forsvaret af det pågældende land. I erkendelse af resultatet efter 2. verdenskrig, ville alene truslen om at alle NATO lande ville agere, såfremt et blev angrebet, afskrække de fleste. I starten var Vesttyskland ikke deltager i NATO samarbejdet, men landet kom med i 1955. Dette fik Sovjetunionen til at etablere et modstykke sammen med de østeuropæiske lande. Samarbejdet kaldtes Warszawapagten og blev undertegnet 14. maj 1955. I de følgende årtier udspilledes et antal trusler de to pagter imellem, og verden var vidne til en kolossal bilateral oprustning. Man talte om et våbenkapløb – eller et atomkapløb. Den jævne befolkning overalt på jorden frygtede, at kapløbet løb af sporet, og at den ene part bevidst eller ved et uheld fik startet en alt udslettende atomkrig. I den sammenhæng lå Europa ret udsat. En udløber af denne konflikt var desuden, at Sovjetunionen pludselig viste sig at være i stand til at opsende en satelit ‘Sputnik'; dette gav dem muligheder for at udspionere fjenden i sikker afstand fra modstanderne. I det hele taget var var der en voldsom prestige forbundet med at ‘erobre’ rummet. Herefter var rumkapløbet skudt i gang, inklusive præsident John F. Kennedy’s løfte til befolkningen om, at USA inden udgangen af 1960’erne ville kunne bringe et menneske til månen og sikkert hjem igen. Han nåede ikke at opleve det. Han blev dræbt i 1963, men løftet blev holdt. NASA fik nogle enorme bevillinger, og en masse nye typer produkter blev udviklet.

Ungarn.

D. 23. oktober 1956 havde der i den brede befolkning i Ungarn efterhånden udviklet sig en betydelig utilfredshed med den Stalinistiske ledelse af landet. Som set mange andre steder var studenterne mest aktive, og en gruppe studenter blev anholdt, da de entrede regeringsbygningerne. Det fik de øvrige demonstranter på gaderne til at forlange løsladelse af de studerende. Tumulten bredte sig i store dele af Budapest, og da sikkerhedspolitiet begyndte at skyde, bredte uroen sig til andre dele af landet. Det blev blodige dage i Ungarn. Henrettelser og skyderi ind i folkemængder fandt hyppigt sted. Sovjetiske kampvogne kom til og den 25. oktober var der åben krig mellem demonstranter og de sovjetiske kampvogne i Budapest’s gader. Efter knapt 1 uges uro trak de sovjetiske kampvogne sig tilbage, men skaden var sket. Ungarerne havde udviklet et stærkt had til Sovjetunionen. Da regeringen opsagde deltagelsen i Warszawapagtsamarbejdet, gik det galt igen. 4. november blev Ungarn regulært invaderet af sovjetiske styrker. Det blev en kort og ulige kamp, for denne gang var de sovjetiske styrker indstillet på at slå hårdt ned, koste hvad det ville. Det blev atter en blodig affære, hvor tusindvis af civile ungarere blev dræbt og endnu flere flygtede ud af landet.

Cubakrisen.

Når du får mulighed for det, så se filmen: 13 dage, af David Self.

I en reklame for filmen hedder det:

I oktober 1962 stod verden på randen af en ufattelig katastrofe. En altødelæggende atomkrig mellem USA og Sovjet var på nippet til at bryde ud, da amerikanerne via overvågningsfly fandt ud af, at Sovjet var i gang med at opstille raketter på Cuba. I 13 dage arbejdede præsidenten John F. Kennedy og hans nærmeste rådgivere i Det Hvide Hus i døgndrift for at finde en løsning på problemet og afværge krisen. Imens holdt hele verden vejret…

Beskrivelsen passer ret godt. Blandt historikere er det en udbredt opfattelse, at verden her var vidne til, at USA og Sovjetunionen var på konfrontationskurs mod hinanden direkte. I andre sager så man, at den ene stormagt ydede støtte til et andet land, og konflikten typisk udspandt sig i et territorium, der tilhørte et tredie land.Her var aggressionerne imidlertid rettet direkte mod hinanden. USA havde fundet ud af, at Sovjetunionen havde etableret raketter på Cuba, hvor den socialistiske Fidel Castro i 1959 havde kuppet sig til magten. Det kunne John F. Kennedy ikke acceptere på grund af den korte afstand til USA’s kyst i Florida, samt at raketterne var af en type, der kunne nå langt op ad østkysten mod både Washington og New York. Trods protester fra USA’s side fortsatte Sovjetunionen med at fragte dele til raketterne – med skib – til Cuba. USA truede med militær magt for at imødegå den sovjetiske provokation og bragte ligeledes sagen op i FN. Til sidst bøjede Sovjetunionen af, men skulle af diplomatiske og prestigemæssige grunde have en modydelse. Det blev til fjernelse af raketter, der var placerede i Tyrkiet. Verden var vidne til en direkte konfrontation mellem verdens to mægtigste mænd, USA’S John F. Kennedy og Sovjetunionens Nikita Khrusjtjov, der var leder i perioden 1953 til 1964, altså efterfølgende Josef Stalin, der døde i 1953. Man kan sige, at problemet blev løst diplomatisk, men verden blev vidne til, hvad der i princippet kunne ske, hvis de to systemer i øst og vest kom i krig. Det skete ikke, men der er udbredt enighed om, at denne konflikt var det tætteste verden kom på en atomkrig i den kolde krigs tid.

Vietnamkrigen.

Der er nogle lighedspunkter mellem Koreakrigen og Vietnamkrigen i den forstand, at de to store støtte hver sin halvdel af et delt land. I 1965 invaderede Sydvietnam sine brødre mod nord. Sovjetunionen støttede Nordvietnam og USA støttede Sydvietnam. Atter var scenen, at uroen udspillede sig ikke fysisk i USA eller i Sovjetunionen. Vi var vidner til, at en masse vietnamesere måtte lade livet. Denne groteske konflikt endte med, at kommunisterne efterhånden fik overtaget i takt med, at USA trak sig ud af krigen. Der havde i flere år været et betydeligt pres mod USA for at trække sig ud. Præsident Richard M. Nixon trak i 1969-73 sine tropper ud af Vietnam, og i 1975 overgav Sydvietnam sig, og krigen sluttede.

Prag.

Om der noget magisk ved 12 år ved jeg ikke. Der gik 12 år fra starten af Koreakrigen til starten af Vietnamkrigen. Der gik 12 år fra Sovjetunionens indgriben i Ungarn, til de i 1968 slog til i Prag. Man taler om ‘forår i Prag’ og om ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’ – alt sammen under ledelse af Alexander Dubcek. I perioden januar – august 1968 var der bestræbelser på en liberalisering af den kommunistiske styreform i Tjekkoslovakiet. Igen havde et Warszawapagtland truet med at forlade pagten, samtidig med at en række borgerrettigheder blev tilladt i landet. Atter rullede Sovjetunionen ind over landets grænser med sine kampvogne, som dog denne gang ikke skød på befolkningen. Der blev holdt ‘venskabelige’ samtaler mellem Leonid Ilyich Brezhnev og Alexander Dubcek, hvilket resulterede i, at en anden regering blev indsat.

Polen.

Efter yderligere 12 år, var der atter uro. Denne gang i Polen. I Gdansk var Lech Walesa elektriker på et skibsværft, og han var forgangsmand i dannelsen af frie fagforeninger i landet. I 1980-81 var hele landet ramt af omfattende strejker, hvor der stilledes krav om støtte til de frie fagforeninger. Mange frygtede, at Sovjetunionen atter ville stille op med kampvogne, men det skete ikke. Kommunisterne havde allerede en central person placeret, nemlig Wojciech Jaruzelski. Han var førstesekretær i Centralkomiteen, siden hen ministerpræsident, formand for statsrådet og i 1989 præsident – men kun i et år. I den mellemliggende periode havde Lech lagt værktøjet fra sig i Gdansk. Han var fængslet i 1981-82 men blev løsladt og grundlagde Solidaritet – en fri og uafhængig fagforening. Det vakte international opmærksomhed, og han blev belønnet med Nobels fredspris i 1983. Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at han i 1990 efterfulgte Jaruzelski som Polens præsident. Oven i købet modtog han Bill Clintons visit.

Nu har jeg så taget hul på den afsluttende del af den kolde krig. Perioden i slutningen af 1980’erne betegner en ganske utrolig udvikling i øst-vest forholdet. Der er dog lige et par forhold, der skal på plads.

I 18 år – fra 1964 til 1982 hed generalsekretæren i det kommunistiske parti i Sovjetunionen Leonid Brezhnev. Han efterfulgte Nikita Khrusjtjov. Brezhnev havde lagt navn til en doktrin. Brezhnevdoktrinen gik ud på, at såfremt der var kræfter i et socialistisk land, der forsøgte at indføre eller genindføre kapitalistiske politikker, så er det et problem for alle socialistiske lande. Brezhnev var en meget stærk mand i Sovjetunionen i de 18 år han sad. Han blev ved sin død efterfulgt af den alderssvækkede Juri Andropov, der selv var gammel stalinist. Andropov døde efter ca. 2 år i embedet i februar 1984. Herefter kom atter en gammel mand til magten i Sovjetunionen, nemlig Konstantin Tjernenko. Han var ligeledes en gammel syg stalinist. Han døde allerede i marts 1985.

Herefter gik Sovjetunionen en ny tid i møde, da Mikhail Gorbatjov kom til magten. Han var født i 1931 og havde nye ideer. Han havde indset de svage sider i Sovjetunionens struktur og politik. Derfor indledte han et reformprogram, der ikke sigtede på at omstyrte det eksisterende system, det skulle blot justeres. Det er som at ændre kursen på en tungt lastet supertanker, der sejler med 60 knob i medvind. I vesten lærte man to nye ord, nemlig Glasnost og Perestrojka. Det betyder ‘åbenhed’ og ‘forandring’. Vesten jublede, men befolkningen i Sovjetunionen gjorde det langt fra. Desuden sad der i militæret fortsat gamle stalinister og kommunister af den gamle skole.

Gorbatjov efterlevede imidlertid sine reformer, – så godt han kunne, og da Ronald Reagan besøgte Berlin i 1987, stod han ved Brandenburger Tor, og råbte så højt, at det kunne høres helt til Moskva: “Mr. Gorbatjov – tear down this wall!” Gorbatjov vidste, hvad Reagan mente, og det gik jo godt i tråd med hans egne tanker. Da DDR fejrede sit 40 års jubilæum 7. oktober 1989, var han på besøg i DDR for at hilse på Erich Honecker. I de kredse var der tradition for, at gamle mænd kyssede hinanden på munden. Således også her, men ved samme lejlighed hviskede Gorbatjov i øret på Honecker: “Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet”. ( …og Ole Sohn, – tja. han var jo erklæret kommunist på det tidspunkt…)Man skal vide, at der I tiden forinden var startet, hvad der lokalt kaldtes ‘mandagsmøder’ i Sct. Nikolajkirke i Leipzig. Her mødtes de reformkrævende indbyggere i kirken – i starten nogle få, – men efter en tid blev de flere og flere. På et tidspunkt blev det for meget for Stasi, der troppede op, bevæbnet for at kunne klare enhver situation. Stasifolkene blev budt velkommen og fik serveret kaffe og kage. Det virkede. De kunne ikke skyde på egne borgere, der bød på kaffe og kage i en kirke. Møderne udviklede sig, og i 1989 vandrede flere tusinde folk rundt i Leipzigs gader. Også i Dresden og en i række andre byer havde befolkningen fået nok. De krævede, at de frit kunne rejse ud af landet, og de krævede reformer i stil med, hvad Gorbatjov havde startet i Sovjetunionen.

2. maj 1989 var der sket det forunderlige, at Ungarn havde lempet grænsekontrollen for borgere, der ville rejse fra Ungarn til Østrig. Så d. 27 juni faldt jerntæppet sit første regulære hul, da Alois Mock, der var Østrigs udenrigsminister i et samarbejde med Gyula Horn, som var Ungarns udenrigsminister nedbrød pigtrådsafspærringen mellem de to lande og altså  også mellem Østeuropa og Vesteuropa. I august var der en voldsom trafik af lyseblå Trabant biler fra DDR til Ungarn og videre til Østrig, hvorfra de kunne rejse til Vesttyskland. Her tog man hjerteligt imod, hvad man opfattede som tyske brødre og søstre.

Alle disse forhold gjorde indtryk på DDR’s ledelse.

Honecker henvendte sig til Gorbatjov, idet han forventede hjælp fra storebror, men Gorbatjov og hans udenrigsminister Eduard Sjevardnadze stod fast, og svarede at problemerne var DDR’s, og de måtte selv løse dem.

18. oktober trådte Erich Honecker tilbage. Han blev afløst af Egon Krenz.

De nye tider gav sig udslag i en voldsom aktivitet i DDR’s ledelse.

Aften / nat mellem 9. og 10. november skete det så!

I en TV transmitteret pressekonference med ledende politbureaumedlem Günter Schabowski, læste denne en ministerrådsbeslutning op. Umiddelbart var der intet, der havde signaleret de store nyheder eller ændringer, men han læste følgende op:

“Privatreisen nach dem Ausland können ohne Vorliegen von Voraussetzungen – Reiseanlässe und Verwandtschaftsverhältnisse – beantragt werden. Die Genehmigungen werden kurzfristig erteilt. Die zuständigen Abteilungen Pass- und Meldewesen der VP – der Volkspolizeikreisämter – in der DDR sind angewiesen, Visa zur ständigen Ausreise unverzüglich zu erteilen, ohne dass dafür noch geltende Voraussetzungen für eine ständige Ausreise vorliegen müssen. Ständige Ausreisen können über alle Grenzübergangsstellen der DDR zur BRD erfolgen”

Det betød, at privatrejse til udlandet nu kunne finde sted uden, at der krævedes særlige betingelser. Udrejsetilladelse kunne udstedes med kort varsel. Politiets driftkontorer ville blive instrueret. Visum og pas ville umiddelbart kunne udstedes. En italiensk radiojournalist spurgte forsigtigt om, hvornår disse regler ville træde i kraft. “Aber sofort, mein Herr!” lød det korte og klare svar. En (ukendt) tysk journalist spurgte: “Vil det sige, at jeg i dette øjeblik kan forlange, at få udrejsetilladelse til Vestberlin?” Scharbowski tænkte i nogle sekunder, før han svarede: “Ja, det er min vurdering!”

Samtlige radiostationer – både DDR’s egne men også en række vestlige, bragte nyheden umiddelbart, selvom det viste sig, at aftalen endnu ikke var formelt godkendt og underskrevet. I de følgende timer blev der trængsel ved grænseovergangene. Grænsevagterne var endnu ikke informerede om det skete, så der udviklede sig lange køer af østberlinere, der forlangte at få udrejsetilladelse med det samme.

Kl. 23:32, løftede bommene sig ved grænseovergangen i Bornholmer Strasse. Vagterne gav efter for folkepresset. I de følgende timer åbnedes grænseovergangene også andre steder i Berlin. Muren var faldet! I de følgende timer og dage, blev det en folkesag at få den fysiske mur revet ned. Hammer og mejsel blev fundet frem. Forbløffelsen var lige stor på begge sider af muren. Folk strømmede til Vestberlin, – men pudsigt nok rejste de fleste tilbage igen til deres egen bolig i Østberlin. Vestberlinerne tog med begejstring imod deres landsmænd. Kansleren, Helmuth Kohl, sagde fra parlamentets talerstol, at de vesttyske borgere skulle være opmærksomme på, at en Trabant ikke kørte så hurtigt og sikkert som en Mercedes, så han opfordrede til besindighed på vejene.

3. oktober 1990 blev de to adskilte Tysklande genforenede, og Bundesrepublikken gik i gang med et kolossalt genopbygningsarbejde i øst.

Helten Mikhail Gorbatjov gik det ikke så godt. Han oplevede et ublodigt militærkup mod sig, da han var på ferie i Krim i 1991. Det fik Boris Jeltsin til at stå i spidsen for et modkup, men Gorbatjov var nu en svækket mand, og han trak sig tilbage.

Resterne af muren i Berlin er blevet til en turistattraktion.

Muren stod fra 13.8.1961 til 9.11.1989, altså ca. 28 år og tre måneder; det er 10.316 døgn!